Årets store rejse 2011

Sri Lanka i øjenhøjde.


Paradisøen, er Sri Lanka blevet kaldt. Ikke med urette. Talrig er de sagn, der tilskrives denne lille ø - østen for solen og vesten for månen – i hvert fald SØ for Indien. Måske var det Buddhas fodtrin, vi lagde vore dødtrætte hoveder på, da vi kravlede op på Adams Peak. Andre mener, at det var Adams, efter han og Eva blev smidt ud af Paradis. At det er så tidlige legender, kan ikke undre. Øen har et optimalt klima. Der har i hvert fald boet mennesker siden 16.000 BC. Og der er stadig efterkommere af disse tidlige stammer i en af de gamle urskove.
Handel er altid vigtig for kulturudvikling. Møntfund bekræfter, at der har været livlig handel med Indien, Persien, Romerriget, Kina og de arabiske områder. Det var især ædelsten og nok også det fine håndværk og de rimeligt let tilgængelige tropiske afgrøder.
At landskabet stadig er utrolig frodigt skyldes, at Sri Lankanerne har været fremsynede og ansvarlige. I årtusinder har de bygget dæmninger i bjergene og derved skabt smukke søer. I disse er der opsamlet naturlige vandreserver. Nu om dage leverer dæmningerne også en del vandkraft. Og for at fremtidssikre den smukke natur er store områder fredede af UNESCO som naturparker.


Vi var på Sri Lanka i en måned. Nogen egentlig plan havde vi ikke lagt, selv om vi havde læst en del om øen i bl.a. Lonely Planet. Der er en ret fast rute som turister skal se. Den fulgte vi ikke. I stedet for at se starte med at tage til de berømte fortidsminder i Anuradhapura (400 BC), Sigiria og Polonaruwa, der led under store oversvømmelser, slog vi os ned for et par dage i den internationale badeby, Negombo tæt ved lufthavnen. Vi ville lige snuse lidt, inden vi gled med strømmen, for der var tid nok. Men det regnede, og så er en badeby ikke det mest spændende sted.


Derefter gik turen til Kandy. Den har været hovedstad før Colombo på grund af dens strategiske beliggenhed og behagelige klima. Vi havde booket værelse på et interessant sted, et nedslidt gammelt backpackerhotel i bymidten. Det lå overfor Tandtemplet, der er et berømt sted, en af buddhismens højborge. Det våger over et meget berømt relikvie, en af selveste Buddhas tænder. At bo så tæt på et kloster koster. 05 startede højtalere med munkesang. Den varede en time og om aftenen ved solnedgang gentog ritualet sig, denne gang dog overdøvet af alle de fugle, der sloges om soveplads i de store træer lige ud for hotellet. Næste dag købte vi ørepropper! Det regnede stadig, men det var ikke ubehageligt. Kandy har en del at byde på.  Vi besøgte templet og bad om Buddhas beskyttelse, var til ”Kandydance”, en flot turistforestilling med dansere og ildkunstnere, tilbragte en skøn formiddag i den smukke botaniske park, hvor der er bl.a. er kæmpetræer, et orkidehus med mange hundrede arter og flokke af enorme flagermus. Der blev også tid til at studere markedet og butikkerne. 4 dejlige dage blev det til i første omgang.

Sidste dag i Kandy: Mens vi sad og hyggede os i det meget internationale selskab på terrassen, sagde Joe fra Tyskland, at han og Andrea skulle tilbage til Hikkaduwa, hvor de havde holdt ferie i 11 år. Deres guesthouse var godt og billigt, og der var ledige værelser. Næste dag stod vi op før munkesang og tog toget sydpå via Colombo. Allerede en time efter vi var startet, forsvandt regnen som dug for solen. Derefter havde vi stort set solskin resten af ferien. Foruden tyskerne var vi nu Henry fra Bangla Desh, Jessy fra Canada og os to fra Danmark. Det gav mange spændende samtaler.

Buddhister drikker ikke. Alligevel er der et optimalt sundownersted, en hyggelig pub i hovedgaden i Kandy med et internationalt spirituskort. Men på helligdage er alt spiritussalg forbudt!  Og buddhister har mange helligdage. Der var 2, mens vi var der, Uafhængighedsdagen og Poya, fuldmåne i fisken. Havde vi været i Colombo den dag, havde vi set en festlig elefantparade på 100 elefanter i byens gader. Vi kunne også have valgt at være på stranden ved Galle og set nyudklækkede skildpaddeunger søge med havet. En ung pige, vi talte med i Hikkaduwa, var blevet vækket kl. 03 af en ven, der stod med 2 unger i hånden. Han rakte hende den ene, for at hun kunne sætte den ud i havet. 

i Hikkaduwa var vi for alvor kommet til badeland. Strandvejen der følger kysten 150 km hele vejen fra Colombo og sydpå til Galle er livlig. Der kører cykler, knallerter, ”plæneklippervogne”, tukker, flotte personbiler, et utal af busser og store tunge lastbiler. Fodgængere sniger sig udenom de parkerede køretøjer, for vejen er smal. Vi hørte mange historier om alvorlige ulykker, selv om hastighedsgrænsen er lav. Men på Sri Lanka ser det ud til at færdselslovene mest er vejledende.
På vandsiden af "Strandvejen" ligger hoteller og restauranter, på den anden side guesthouses. Junglen kalder man det, og det er et sted med smukke haver, blomstrende buske, bl.a. Julestjerne, Burgunvilla og mange slags palmer og træer. Fugle er der en del af, og mange små stribede egern. I et vandløb tæt ved huset, så vi et par øgler. Den ene var over en meter lang. Den stod så stille i vandet, at jeg troede, at det var en gren.

Netop i WeWalla, vores sted, er der nok særlig gang i den. Om dagen surfrider de unge atleter på høje bølger, der drøner mod stranden, mens pigerne slapper af på solsengene. Om aftenen mødes man til en sundowner, et spil fingerbob og for at sludre og lytte til musik. Torsdag er det ”Funky de bar” der fyrer raketter af og har discjockey, som spiller høj musik. Fredag nat er det ”Vibration Hotel”, en stor og fantastisk tropisk natklub med høje monotone trommerytmer og magisk belysning. Vi boede så tæt på, at ørepropperne kom frem igen. Natklubben lukker ikke før alle gæsterne er gået, måske ved 5 tiden.

Der var dejligt ved stranden, og vi blev der en uge. Derefter var det tid til nye eventyr. Kufferterne lod vi blive i vores guesthouse, og så købte vi en lidt større rygsæk og tog bussen sydpå. Første stop var det meget roste Unawatuna. Badeforholdene var gode og restauranter af rimelig høj standard lå tæt om den hyggelige lille bugt. Vi slog os ned for et par dage med værelse direkte til vandet. Det var lidt anderledes og rigtig rart. Den slags steder er der vist mange af. Videre gik turen med bussen nordpå. Vi havde lyst til at se Ella, en lille by der ligger i en kløft i højlandet. 5 timer tog det med en gammel stopfuld bus med benzinos og et larmende 2. gear! Det kræver noget, især af dem der står op i flere timer. Til gengæld var byen ret stille. Vi benyttede lejligheden til at få en god ayurveda-massage. Jeg fik også dampbad og varm oliebehandling på panden. Det var virkelig lækkert, meget afslappende. Næste dag traskede vi rundt i bjergene, kiggede på et par vandfald og forberedte os på den store bjergbestigning på Adams Peak.

Vi var lidt betænkelige vedr. togturen, for vi skulle ikke med fra endestationen. Det betød, at der nok  ikke ville være siddepladser. Trods alt er vi noget ældre end de fleste, vi møder. De kan bare ikke se det – siger de.  Men vore bekymringer blev gjort til skamme. Pludselig, mens vi spiste morgenmad, kørte der en Toyota ind i indkørslen. Chaufføren gik hen og talte med værten, og så kom de hen til os. Værten anbefalede, at vi kørte med bilen til Kandy. Først sagde vi nej. Det var en højt besungen togstrækning, og vi havde tjek på bussen ud til bjerget. Føreren begyndte at fortælle, at det var den samme udsigt, vi ville se fra bilen og vi kunne fotografere og gå ind og spise eller købe det, vi ønskede. Desuden var han villig til at køre billigt, fordi han havde haft en tur derned. Nu skulle bare hjemad til Kandy. 2 dage for ½ pris. Så kom vi i tanke om, at vi jo havde opgivet raftingturen, fordi det var for vanskeligt at komme derhen. Men med bil var det nemt. Og det kunne han sagtens klare. Dog steg prisen. Det endte med, at vi blev enige om hans pris og vores tur og så kørte vi komfortabelt igennem telandskabet. Det var meget smukt og vi havde mulighed for at købe 1. kl. te i et tecenter, St. Clair. Alene at opleve en virkelig dreven chauffør på de dårlige, smalle og snoede veje var en oplevelse. Han overhalede systematisk alle han mødte også i hårnålesving. Der så vi i praksis et effektivt, men uofficielt sæt færdselsregler. Det var godt, der ikke sad en flue på siden af bilen. Den var blevet mast.

Sent om eftermiddagen kom vi til den store p-plads ved Adams Peak, det hellige trekantede bjerg. Der var mange boder med ekstratøj. Vi var klædt godt på, for vi havde læst, at der var koldt. For at nå toppen ved solopgang skulle vi gå hele natten, 4 timer regner man med. For os tog det 4½, fordi jeg kun har 33% lungekapacitet. Jørn kunne have gået den på 3. Oppe på toppen var det ganske rigtigt blæsende og hundekoldt. Vi lagde hovedet på det hellige fodspor og gav munken en pengeseddel. Han mumlede nogen bønner, og så gik vi lidt rundt. Der var stopfuld af mennesker. Alligevel fik vi nogen pæne billeder af solopgangen. Den er dog ikke meget flottere, end den vi ser her i strandkanten næsten hver morgen. Også den berømte trekantede skygge på morgendisen fik vi et billede af - og så var det nedad. Opturen var svær. Nedturen var værre. Jeg fik gummiben, kunne ikke styre musklerne, så knæet bukkede bagud. Jørns knæ gik det bedre end forventet. Men vi var smadrede, da vi nåede vores guesthouse. 5400 trin er der op! Så vi havde nok gået 12.000 skridt. Alligevel kørte vi videre til rafting i Kigalla. Først skulle vi fraskrive os ret til erstatning, hvis vi kom til skade eller døde! Bagefter fik vi styrthjelm og redningsvest på og endelig padlede vi ned ad floden i en gummibåd over de små strømhvirvler. Det var rigtig sjovt, lige så sjovt som vi havde forventet. Vi blev dyngvåde og på et tidspunkt gled jeg ned i båden. Der var intet at holde fast i. Dagens sidste oplevelse var Kandy, hvor vi var blevet lovet en professionel ayurvedabehandling. Det trængte vi også til. Vores kroppe var slidte efter strabadserne på bjerget. Men det havde de styr på. Jørn knæ blev masseret, så han ingen gener fik. Jeg derimod var allergisk for trapper – især nedad - i de efterfølgende par dage.

Ved morgenbordet mødte vi et par irske unge, der havde planlagt at tage til Colombo med en taxa og videre med tog til Hikkaduwa, fordi de også skulle tilbage og hente deres ting. Det betød, at de kunne opleve den fantastiske elefantpark i Pinewalla på vejen. Det var netop den plan, vi også havde. Så vi blev enige om at dele. Det var vidunderligt at alt det, vi gerne ville, bare kom til os af sig selv. Dog måtte vi opgive de historiske steder nordpå, selv om vandstanden var faldet. De må vente til næste gang. Mine ben orkede ikke flere trapper. Tilbage i Hikkaduwa fik vi vores gamle hus igen - med nye naboer. Det var en gruppe canadiske turguider, der besøgte Jessy. Han havde i mellemtiden været på motorcykeltur og kom tilbage samtidig med os. Det blev en rigtig hyggelig uge. Vi brugte tiden på at sludre, ligge på solsenge, bade i bølgerne, drikke sundownere hos Ranjith og købe lidt fine ting rundt omkring. Vi følte os hjemme.

Det var en skøn ferie.